Lars Hartvig Lindeborgh

Underviser i saxofon, sangskrivning, musikproduktion og sammenspil

Min vigtigste musiske lektie

Jeg havde en meget god og streng lærer ved navn Hal Crook på Berklee College of Music (Boston, Massachusetts, USA), som vi alle var lidt bange for. En altid velforberedt japansk studerende havde nogle gange i træk liret lektien af uden den store følelse, men teknisk set tæt på perfekt udført. Man kunne mærke at det irriterede Hal Crook, så en dag tog han elevens tang til hans strenge og klippede alle strengene på hans guitar over. Den japanske elev blev virkelig chokeret, oprørt og vred. Og Hal Crook svarede, at lige præcis det udtryk og det han følte lige nu, vil han gerne høre ham spille, når han havde fået sat nye strenge på… Alle var selvfølgelig chokeret, men jeg tror, han gjorde eleven en kæmpe tjeneste ved at få konkretiseret, hvad han manglede i sit spil.

Mit bedste råd til andre musikere

Musik handler om energi. Man må meget gerne have det sjovt og nyde det, men man skal være til stede og tage det seriøst. Musik kræver meget disciplin, men det skal helst leges ind. Al læring hænger bedre fast ved stimulans og glæde.

Her startede min musikalske rejse

Da jeg var 6-7 år, tog mine forældre mig med ind og se Oscar Peterson Trio, hvor sammenspillet mellem musikerne og den legende lethed de alle spillede på inspirerede mig. Allerede der mærkede jeg en længsel efter at gå musikkens vej.

Jeg voksede ellers op med Funk'en Hancock, Earth Wind and Fire, James Brown og Tower of Power, så det peger lidt i en anden retning. I dag mener jeg oprigtigt talt, at alt musik er go' musik, hvis det bare bliver udført ordentligt.